Bkfremarkiv - Ingen Fremtid uden Fortid

BOLDKLUBBEN FREM`S - HISTORISKE ARKIV Allan Jensen

Min FREMtid
Af Karl Aage Dalgaard

NAVN: Allan Jensen
FØDT: 1. september 1968
INDMELDT: 1. april 1982
DEBUT (1. HOLD): 23. september 1989 (Frem – Næstved 2-1)
PLADS (1. HOLD): Målmand
KAMPE (1. HOLD): 174
MÅL (1. HOLD): 0
LANDSKAMPE: Ingen
LIGE NU (pr. 1. januar 2011): Malermester (Malerselskabet SBM A/S)

Det er ikke kun i filmene om ”Far til fire”, at der er en ”Lille-Per”.
Han findes også i Frem, selv om han slet ikke hedder Per.

Navnet er Allan Jensen, og tilnavnet, eller kælenavnet om man vil, har han fået af Frems fans for sine målmandspræstationer.

Da Allan Jensen gjorde sin entré på den voksne scene, havde Frem i forvejen Per Wind som keeper, og han blev kaldt ”Sikker Per”.
Men i 1990 formåede den nye målmand at skubbe den gamle væk fra buret, og så var kælenavnet en realitet.

”Det var en stor tid. Allerede i sommeren 1989, mens jeg stod på klubbens Danmarksserie-hold, var det på tale, at jeg skulle stå på divisionsholdet. Jeg var på ferie på Bornholm med min kæreste, der nu er min kone. Vi cyklede rundt, så jeg var svær at få fat på, men ledelsen ville prøve mig, da Per ikke syntes helt på toppen. Måske var han mæt og trængte til konkurrence. Samtidig havde vi i Frem på det tidspunkt to næsten lige stærke seniorhold. Vores hold i Danmarksserien var på den tid ret dominerende,” fortæller Allan Jensen, der kom til Frem i begyndelsen af firserne.

Utrolig hyggeligt

”Jeg skiftede fra B 1908, da min onkel og fætter altid havde spillet i Frem, og jeg havde været derude og syntes, at der var utrolig hyggeligt. Samtidig manglede drenge-holdet under træner Ole Eske en målmand.”

Allan Jensen viste straks, at der var krummer i ham.

”Jeg husker godt nok ikke min første kamp i detaljer, men den må have gjort indtryk på både mig og klubben, for jeg fortsatte med at spille,” siger han stille og roligt.

”Min bedste ungdomskamp var som junior mod Køge. Jeg stod i al beskedenhed en god kamp, og vi vandt 1-0 på én chance.”

Det var dog også som junior, at Allan Jensen havde sin værste oplevelse som ungdomsspiller.
”Men jeg husker den ikke så godt. Jeg blev slået bevidstløs efter bare 10 minutter. Jeg prøvede at stå kampen færdig, men endte på hospitalet med hukommelsestab.”

Da Allan Jensen blev senior, sprang han ikke direkte ind på Frems bedste mandskab.
”Jeg begyndte på 3. holdet i serie 3. Sammen med nogle af de senere etablerede 1.holdsspillere var jeg med til at spille holdet op i serie 1. Vores træner var Carsten Rasmussen, der senere hen blev direktør i Frem,” fortæller Allan Jensen.

Kort fornøjelse
Nogle år senere var han så klar til at spille i 1. division.
”Jeg debuterede mod Næstved i efteråret 1989 – det var stort! Vi vandt kampen,” lyder det kort og kontant.
2-1 til Frem blev resultatet. Så Allan Jensen var også mellem stængerne til den næste kamp, hvor Frem på udebane mødte Brønshøj.

Det blev en kort fornøjelse, for han blev udvist efter 14 minutter!
”Som målmand var jeg ikke verdens allerstørste fyr, men jeg var livlig. Pludselig kom der en lang bold frem mod vores mål, og jeg stormede ud efter den i kapløb med Tammy Haddaoui.

Jeg var desværre ikke hurtig nok og fældede ham med et benspænd.”
På det tidspunkt havde man ingen reservemålmand, så backen Peter Poulsen måtte tage tjansen, og det slap han hæderligt fra, for Frem vandt med 4-2. Begge Brønshøjs mål scorede førnævnte Haddaoui.

Udvisningen medførte to spilledages karantæne og ikke flere divisionskampe til Allan Jensen i 1989.
Til gengæld spillede han så rub og stub året efter - 28 kampe.
Hele landsholdet

Det var også i 1990, han efter sin egen mening stod karrierens bedste kamp.
”Vi vandt med 1-0 over Brøndby, og de havde et hold, der stort set var hele landsholdet,” husker Allan Jensen.

I begyndelsen af 1991 stod Allan Jensen også på mål i de tre første kampe. Frem tabte ingen af dem, men alligevel røg han ud på bænken, og Per Wind kom tilbage i buret.
”I den 3. kamp mødte vi Silkeborg på hjemmebane og førte med 2-0. Men de fik udlignet på to mål af Jakob Kjeldbjerg, og jeg glanede vist nok lidt for meget på stregen i begge tilfælde,” siger Allan Jensen ærligt og fortsætter:

”Det var helt i orden, at Per fik pladsen igen, for han havde trænet som en gal og var blevet rigtig skarp. Der var ingen ”bad feelings” fra min side. Vi konkurrerede jo. Og når holdet var af sted, boede vi på samme værelse. I dag har vi et godt venskab.”

Med enkelte undtagelser var Allan Jensen derefter fast reserve, og han sad også på bænken uden at komme i kamp, da Frem i foråret 1992 vandt bronze i Superligaen.

Til gengæld kom han stærkt igen i løbet af efteråret, og Allan Jensen var Frems målmand i de sidste seks kampe i 1992 - også i kampen mod Næstved, hvor Frem skulle vinde for at blive i Superligaen.

”Det blev min værste kamp overhovedet,” siger Allan Jensen uden omsvøb.
”Vi var foran med 2-0, men spillede uafgjort og rykkede ned. Det var en kæmpeskuffelse, og for mig blev det ikke bedre af, at jeg også blev bebrejdet for min indsats. Alligevel formåede holdet og alle i Frem som altid at holde hovedet højt – festen i klubhuset efterfølgende var som sædvanlig fantastisk,” fortæller han.

Den bedste træner
I efteråret 1993 gik Frem konkurs, og Allan Jensen skiftede til Hvidovre. Men han erfarede hurtigt, at ude kunne være godt, men hjemme var alligevel bedst, og Frem var hjemmet.

Han kom tilbage i målet og havde sin store andel i, at Frem via 2. division øst rykkede fra Danmarksserien i 1995 og op i 1. division i foråret 1997. Han var oven i købet anfører.
”Min største Frem-oplevelse har været oprykningerne efter konkursen. Det var fantastisk at opleve sådan en opbakning fra tilskuere og alle andre både i og uden for klubben. Vi blev oprigtigt bakket op på vores vej tilbage til divisionsfodbolden,” erklærer Allan Jensen og fremhæver i samme forbindelse en person, han sætter uvurderlig pris på:

”Jørn Jeppesen. Han er den bedste målmandstræner, jeg har haft. Jeg havde nogle fantastiske år med ham både på og uden for banen – et fantastisk menneske. Jordens sødeste fyr. Vi hyggede os gevaldigt. Og så kunne han sætte mig på nogle ordentlige prøver. Han vidste jo, hvordan en fodbold skulle rammes, og hvordan den skulle sparkes op i krogen,” siger Allan Jensen om Martin Jeppesens far, der slet ikke var målmand, men som sønnen en uhyggelig målfarlig og skattet angriber for Frem.

Kammeratskabet
I det hele taget har ven- og kammeratskaber en stor plads i Allan Jensens Frem-hjerte. Og det kan være svært at vælge den bedste.

”Det er næsten umuligt kun at nævne én, da vi var – og stadig er – en masse gode venner fra dengang, men skal der nævnes én, må det være Bo With, som jeg har tilbragt mange supertimer sammen med, både på og uden for banen, også før min 1. holdsdebut. Og den dag i dag er nogle af mine bedste kammerater uden for banen nogle af mine ældste holdkammerater, hvilket endnu engang vidner om det helt særlige og unikke kammeratskab, som Frem altid har været kendt for. Én gang Frem, altid Frem,” fastslår Allan Jensen.

Efter oprykningen til 1. division fortsatte han som Frems suveræne keeper og anfører, og de gange, han var fraværende, havde han karantæne – enten på grund af udvisninger eller for mange advarsler.
Netop en advarsel for meget var årsag til, at han ikke kunne passe buret, da Frem den 24. oktober 1998 mødte Svendborg på hjemmebane. Og da reserven Lars Hansen var skadet, måtte målmandstræner Per Wind overtage pladsen.

En lille måned senere spillede Allan Jensen så i første omgang sin sidste kamp for Frem. Modstanderen var Herning ude, og kampen sluttede uafgjort 1-1.

Selv om han kun var 30 år, hvad der ikke er nogen alder for en målmand, valgte han at stoppe.
”Jeg var simpelthen slidt op. Jeg har aldrig været det store naturtalent, så for at nå langt i karrieren måtte jeg træne meget. Ved siden af havde jeg så mit fuldtidsarbejde. Da jeg så fik ødelagt min skulder, og Frem i Stefan Campagnolo havde fået en god keeper, var det ikke svært for mig at holde op,” fortæller Allan Jensen, der i seks uger i 1998 prøvede at være fuldtidsprofessionel.

”Silkeborg havde brug for en reserve til Peter Kjær, da Henrik Ipsen var gået i stykker, og så blev jeg kontaktet af deres trænere, Benny Johansen og Bjarne Hansen. Det var sjovt at prøve,” siger Allan Jensen.

Usædvanligt comeback
Den 14. juni 2009 fik han imidlertid så et usædvanligt comeback sammen med bl.a. Peter Poulsen og Martin Jeppesen.

To dage før havde den professionelle trup begæret klubben konkurs, og derfor måtte ni oldboys, fem ynglinge og en sekundaspiller samt formand Steen Ryborg som træner stille op i hjemmekampen mod Viborg.

Gæsterne vandt med 6-0.
”Det var godt nok mærkeligt at skulle spille på så højt et niveau igen, men jeg tog det som en oplevelse. Jeg kan huske, at jeg om fredagen, hvor kampen skulle spilles om søndagen, modtog beskeden, mens jeg var til frokost i Grøften i Tivoli. Det var lige som en gammel cirkushest, der blev trukket frem i manegen igen,” udbryder Allan Jensen.

”Vi gamle gutter valgte at stille op og håbede selvfølgelig på, at vi ikke blev til grin. Vi gjorde, hvad vi kunne, og vi blev lovet øl, hvis vi bare tabte med under 10 mål. Vi havde jo nok fået bajere alligevel,” griner Allan Jensen, der blev udskiftet med Jannik Jarlkov et kvarter før tid.
Da var Frem bagud med 0-5.

”Jeg fik en fiberskade. Faktisk den første jeg overhovedet har fået som fodboldspiller. Jeg humpede ud til udskiftningsbænken for at få is på benet. Det kunne jeg ikke få. Men jeg kunne få en fadøl,” lyder det muntert.

Stærk klubånd
Comebacket mod Viborg havde næppe fundet sted, hvis Frem havde haft orden i økonomien.

”Når jeg ser tilbage på de sidste 25 år, ærgrer det mig selvfølgelig, at lederne har haft gentagende dårlig forretningssans og brugt midler, der ikke var til rådighed. Det har haft fatale konsekvenser på det sportslige område, men på trods af det synes jeg, at Frem har haft et fantastisk spillermateriale, som gang på gang har formået at overraske Fodbold-Danmark med godt og seværdigt spil.”

Allan Jensen har selv været en stor del af dette materiale, og han har gode minder, når han skal se tilbage på de spillere, der efter hans mening godt kunne få betegnelsen ”Frems bedste spiller”:

”Uha, der er mange at vælge imellem. Af spillere fra min ungdom og op igennem hele min karriere må jeg igen nævne Per Wind, en super-målmand, der blev min mentor og gode kammerat. Så er der Thomas Thøgersen, som jeg har spillet sammen med op gennem alle ungdoms- og seniorårene – en gudbenådet teknisk spiller – og kammerat. Jeg kan også nævne Erik Rasmussen – øgenavnet Tryllerik siger sig selv. Og så er der Michael Mio – en fighter af Guds nåde og stadig i dag en rigtig god kammerat.

Sidst men ikke mindst vil jeg pege på Søren Folkmann. Han var en allround-spiller, som desværre pga. alvorlige skader ikke fik landskamp-debut. Det lå ellers i luften allerede i hans unge dage, pga. hans eminente overblik og fysik,” siger Allan Jensen, der kort og kontant tænker følgende, når han præsenteres for ordet Frem:

”Kammeratskab, stærk klubånd og fantastiske mennesker.”   

Red. I 2011 blev Allan indvalgt i klubbens bestyrelse                                                    
                                                                                      

 

 

 

 

 

 

• Forrige
• Næste